"Jeg heler deres sår og læger dem, jeg åbenbarer for dem en rigdom af fred og tryghed". Jer 33:6

"Jeg heler deres sår og læger dem, jeg åbenbarer for dem en rigdom af fred og tryghed". Jer 33:6

lørdag, maj 14, 2011

Eventyret om 5 pas i en lille sort pengekat og deres forunderlige rejse...

Mandag den 9 maj rejste vi til Danmark. Da vi satte os på flyveren var vi så uendeligt lettede og uendeligt taknemmelige, for lige indtil kort inden vi steg om bord på flyveren, var det nemlig uvist om vi overhovedet ville kunne rejse. Det lyder måske lidt sært, for vi havde jo købt billetter, så hvorfor skulle vi så ikke også kunne rejse?

For at kunne forlade landet, må alle, der bor i Thailand og har et års visum, ud på imigrationen for at lave en re-entry permit. Det var vi ude for at lave onsdagen før vi rejste. Da vi kom hjem fra imigratioenen, indså Henning til sin rædsel at han havde lagt pengekatten med alle 5 pas oven på bilen, glemt alt om det og kørt hele vejen hejm til vores hus (ca 20km). Ingen pas, ingen tur til Danmark! Det indså Elias ganske hurtigt, så han begyndte at græde alt i mens Henning skyndte sig at køre tilbage for at lede efter passene.

Henning og nogle venner, der var så søde at hjælpe, brugte ca 6 timer den dag på at gennemsøge området mellem immigrationene og vores hus, men de fandt ingen pas. Vi spurgte alle vi kunne forstille os kunne få passene indleveret, og vi informerede politiet. Da passene stadig ikke var dukket op om torsdagen, ringende vi til den Danske ambassade, for at høre, hvordan vi skulle forholde os. De bad os komme så hurtigt som muligt og få lavet nødpas, som så skulle på immigrationen og have stemplet visum og re- entry permit i (ellers får man ikke lov at forlade landet). Det eneste var bare at den danske ambassade ligger i Bankok, 700km fra Chiangmai. 

Agapes direktør var så sød helt uopfordret at tilbyde os låne Agapes nye (og økonomiske) minibus, til at køre til Bangkok i. Det var en fantastisk velsignelse, for jeg tror næppe at vores gamle røde toyota havde klaret turen frem og tilbage. Sent torsdag aften kørte vi afsted mod Bangkok. En af vores gode venner havde sagt ja til at køre med, for Henning kan ikke køre hele turen frem og tilbage uden pause, og jeg har nok at gøre med at holde styr på Elias, Jonas og Lukas. Fredag morgen klokken 10 stod vi på ambassaden i Bangkok, hvor de var meget behjælpsomme og hjalp os få 5 nødpas. Efter fokost og en lille tur på legepladsen for drengene, kørte vi den lange tur tilbage til Chiangmai, hvor vi var omkring midnat fredag aften.

Mandag morgen tog vi tidligt ud på immigrationen, for at forsøge at få vores gamle visum overført til nødpassene og få nye re-enty permits. Der er en advokat, som hjælper Agape med visum og lignende sager, og hun var med for at hjælpe os. Da Henning spurgte om hun troede at det ville tage lang tid, svarede hun: "ja, og der kan godt opstå problemer". Ikke lige det man har lyst til at høre, når man har billet til at rejse til Danmark senere på dagen.

Allerede da vi ankom på imigratioenen var Henning inde for at høre om nogen eventuelt havde indlevert vores pas. Vi ringede også til politistationen, men begge steder var svaret nej. Vi afleverede derfor vores papirer og håbede på det bedste. Kort efter kaldte de os ind på kontoret, og vi kunne næsten ikke tro vores egne øjne, da vi kom der ind. Der stod en af immigrationsofficererne med den lille sorte pengekat, vi mistede mandag! De fortalte os, at vi var meget heldige, for nogen havde netop afleveret dem kort før de skulle til at stemple i vores nødpas, og dermed ugyldiggøre vores gamle pas. Vi var så lettede at det er svært at beskrive. Pludselig var alle spekulationer og bekymringer væk. Vi har vores pas og vi kan godt rejse til Danmark i aften!  

Når enden er god er alting godt, men vi kan godt undre os lidt over hvorfor vi skulle genem al den hurlumhej. Derfor har jeg tænkt lidt over hvad vi har lært af denne oplevelse (ud over det helt åbenlyse: læg ALDRIG noget på taget af din bil, der er for stor risiko for at du glemmer det!) Der var utrolig mange mennesker, både i Danmark og i Thailand og Australien, der var med til at bede sammen med os om at passene måtte dukke op, og alle de mennesker har nu sammen med os fået lov at opleve lidt af den omsorg, kærlighed og trofasthed Gud har for sine børn. Ud over det har det været fantastisk at opleve hvor mange gode venner vi har omkring os, som er klar til at hjælpe os, hver på den måde de kan. 
Farvel til to dejlige piger


I løbet af de sidste uger inden vi rejste til Danmark på ferie, sagde vi farvel til to dejligt piger. Den ene er 7 år gammel. Hun er en af de heldige, der på trods af HIV, alligevel har fået en adoptivfamilie. Hun havde ventet længe på at hendes forældre skulle komme, så hun var meget begejstret, da de endelig kom. Hun er nu i USA sammen med sine forældre og sine tre yngre søskende.

Den anden pige er 2 år gammel og er på vej til New Zealand sammen med sine adoptiv forældre. Begge piger har betyder utrolig meget for både Henning og jeg, så det er lidt tomt uden dem, men vi er rigtig glade på deres vejne. Det er fantastisk at de nu har deres egen mor og far, som elsker dem.
Der er selvfølgelig mange ting, der ikke er helt lette i starten, nyt sprog, ny kultur...ja, alt er nyt, men heldigvis lærer børn hurtigt, så der kommer forhåbentlig ikke til at gå alt for længe før de føler sig helt hjemme i deres nye familier. 

søndag, maj 08, 2011

Et anderledes bad

Efter middagsluren får de yngste på Agape altid et skyl inden de fortsætter deres dag. Den anden dag var det rigtig varmt, så vi besluttede at lade dem bade udenfor i stedet. Vi gav dem badetøj på og fyldte vand og sæbe i badebassinet. Det gave en masse dejligt skum. Børnene var vilde med det og kunne slet ikke få nok!




Sådan så de ud bagefter... rene og glade børn, der havde haft en sjov eftermidag...
.