"Jeg heler deres sår og læger dem, jeg åbenbarer for dem en rigdom af fred og tryghed". Jer 33:6

"Jeg heler deres sår og læger dem, jeg åbenbarer for dem en rigdom af fred og tryghed". Jer 33:6

lørdag, maj 30, 2009

Babysitter

I går og i dag har Henning og jeg haft det privillegie at hjælpe til med at passe vores tre små baby-piger på Agape. Normalt er vi aldrig sammen med den gruppe børn. Der er to nannier der altid er sammen med dem, for at give børnene tryghed og forudsigelighed helt fra de er helt små. Men de sidste to dage manglede de et par ekstra hænder og Henning og jeg nød muligheden for at være lidt sammen med de små. Her er den ene af de tre, der er en rund, glad og kær lille pige på 6 måneder.  
 

søndag, maj 24, 2009

Agape billeder
Her er lidt flere billeder fra en formiddag på Agape...
Høsttid
I Thailand høster man ris tre gange om året - en gang for hver årstid. Nu er det tid til at høste årets ris, som har groet under den varme periode. Jeg må nok indrømme, at jeg ikke ved frygtelig meget om ris og risplanten, men jeg har dog fundet ud af, at ris er en kornart. Risene sidder for enden af halmstråene, ligesom det gør på hvede og byg og havre, og hvad vi ellers kender fra DK. 
Under den kolde og varme periode er det nødvendigt at oversvømme markerne kunstigt, for at risene kan få vand nok - under regntiden sørger vejret selv for vandingen. Oversvømningen af markerne sker ved hjælp af et meget fikst kanalsystem, som de kan bruge til at lede vand ind på markerne.

Ris er i Thailand den absolut vigtigste ernæringskilde. De kan ikke leve uden! De spiser ris morgen, middag og aften, og selv om der på thai er et ord for mad "Ah-haan", så bruger man i daglig sproget næste altid ordet for ris "Khaow" om at spise...  Hvis man fortæller en thai, at vi i DK spiser brød og kartofler, ser de på en med medlidenhed og lader en bemærkning falde om, at det godt nok er synd for os, at vi ikke har ris, vi kan spise...

Søndag i haven
Her er lige nogle billeder som vi tog ude i vores have i dag. 
Jonas er begyndt at eksperimentere med at stå uden og holde ved noget. Han kan stå i 5-6 sek, inden han ryger på enden nu... 
 
Elias er jo begyndt i børnehave igen. Det er gået langt bedre, end vi overhovedet har turde håbe på. Han græder slet ikke over at skulle afsted - ja, faktisk glæder han sig til at skulle afsted! Og ikke nok med det, han er også begyndt at køre med en af sine venner ud i børnehaven. Vi meget, meget glade for at det går så godt, og kan nogle gange næsten ikke tro at det kan passe at det går så let, for det er noget af en kontrast til sidste semester (og ja, i Thailand bliver året delt op i semestre selv i børnehaven...).

tirsdag, maj 19, 2009

Elias og hans tog
Jeg synes lige, I skal se hvad Elias' verden drejer sig om for tiden: TOG! Hvis han fik lov, kunne han bruge hele dagen inde på sit værelse, mens han leger med sit lille Thomas og Henry tog. Han er meget god til at udvikle sin leg, og det er ikke småting de to små tog må gå igennem. Han elsker, når far eller mor gider være med til at bygge broer og togstationer mv - bare de ikke tror de skal bestemme noget i legen... 
Så: 'Tut tut'... herfra Elias' værelse

mandag, maj 18, 2009

Mudderbadning
En ting mere som den begyndende regntid bringer med sig, er store mudder vandpytter. De er sjove at lege i! Så i lørdags lod vi nogle af de yngre børn more sig i mudderet...
Delikatesse!
Eftersom vi er begyndt at få lidt forsmag på regntiden med dens store regnskyl, er vi også begyndt at få forsmag på et andet regntids fænomen - nemlig insekterne! 
På dage hvor det har regnet i løbet af dagen og luftfugtigheden er høj, vil det omkring mørkets frembrud pludselig vælte frem med insekter. Luften er i en times tid bogstavelig talt tyk af insekter, som alle søger efter lys. Derfor plejer vi at slukke stortset alt lys, for at vores hus ikke skal blive fyldt med dem. Der er mange forskellige slags insekter der kommer frem under regntiden, men som regl er det kun en slags pr dag. Jeg ved ikke, hvad der er, der afgør, at det er den og den slags der skal udklækkes den bestemte dag, men det er et meget interessant fænomen.. 
Eftersom Thaierne spiser ALT (læs ALT), så er de insekter der udklægges under regntiden ingen undtagelse. Nogle slags er dog bedre end andre, og på dage hvor 'de gode' udklægges er folk ude af samle ind. Især nogle der hedder Maeng Man er i høj kurs. De skulle eftersigende være helt fantastiske...
Ting som dette får mig til at indse at jeg nok ikke er fuldt ud integreret i thai kultur og levemåde endnu.  Jeg ved ikke helt hvormange år der kommer til at gå endnu, før I kan se mig hoppe rundt under en gadelygte ved mørkets frembrud i færd med at fange Maeng Man. Men hvem ved, der er jo udlændinge i Danmark, der er begyndt at spise saltlakrids og frikadeller... 
Maeng Man - velbekomme!

fredag, maj 15, 2009

Vandpytter!










Nu er vi så småt begyndt at få smagsprøver på den forestående regntid. Det er stadig langt fra hver dag at det regner, men det sker da efterhånden jævnligt at vi får en ordentlig regntids-skylle, der efterlader nogle gevaldige vandpytter!
Elias er ikke ret vild med tordenbragene, men vandpytterne, dem forstår han til gengæld at sætte pris på!
 





torsdag, maj 14, 2009

Nyhedsbrev Maj 2009
Vi er her stadig! Der er ikke sket os noget...:o) Vi har det godt, på trods af vi ikke i flere måneder har givet lyd fra os i form af nyhedsbreve. Det er nok bare fordi det, som en ven skrev for nyligt, er hverdag med stort H. Dermed ikke sagt det er kedeligt eller frygteligt – men bare hverdag... Hverdagen er ikke dårlig, den er bare normal og velkendt for os, ligesom jeres hverdag er normal og velkendt for jer. Derfor kan det ind imellem være svært at finde noget spændende at skrive om i et nyhedsbrev, for det skal jo helst være spændende og fængende, for at folk gider at læse det... Men der sker noget hele tiden, men det er bare små kedelige hverdags ting, men på den anden side, så er det jo de små hverdags ting, som livet er sat sammen af... de små hverdags ting, som giver livet sin skønhed, bringer glæde og sorg – og alt det ind imellem...
På vores blog, som vi prøver at opdatere et par gange om ugen, skriver vi om nogle af de hverdagsting og begivenheder, som vores liv hernede består af, så for hverdags historier: http://www.sarah-henning.blogspot.com/



Elias har pt sommerferie. Det har han haft i ret lang tid nu – snart 2 måneder! Det er lang tid, og han er begyndt at glæde sig til at begynde i børnehave igen. Det glæder vi os også til - på mandag går det løs igen. Han kan indimellem godt blive lidt rastløs af at gå hjemme sammen med en lille baby, så det bliver godt for ham at starte igen. Samtidig er han også lidt betænkelig ved at skulle begynde igen. Han vil jo helst, at vi bliver ude i børnehaven sammen med ham. Det er et stort skridt for ham, at skulle være alene i børnehave, men vi ved, han kan klare det, og at det er godt for ham. Vi har lært lidt fra sidste indkøringsperiode, så vi forventer det går bedre denne gang.
Jonas er blevet 9 måneder og stormer fremad. Han kravler på livet løs og rejser sig op ved alle ting (helst de ting, som far og mor ikke vil have han rejser sig op ved...). Han har en meget mild personlighed, og smiler stort til dem han kender. Der er ikke noget bedre end at komme hjem fra arbejde, og så kommer Jonas med et kæmpe smil på, kravlende i fuld fart hen over stuegulvet mens han siger: 'Haaa! Haaa!'. Det er hans udgave af hej...


Sarah og jeg er stadig glade for arbejdet med børnene på Agape. Der foregår meget på Agape. Der er mange idéer og visioner og meninger om, hvor vi skal hen med hjemmet. Pludselig skal vi i den retning, og så skal vi i den anden...og så blev det ikke til noget alligevel, fordi det og det er bedre... Det er ikke altid lige opmuntrende at være med til, men vi har lært (eller er ved at lære), at vi må holde vores fokus på børnene. Det er dem, vi er her for. Resten er det ikke op til os at ændre eller lave om på...

På det sidste er vi blevet prøvet en del på det økonomiske, men Gud har holdt sit løfte om at forsørge os, og vi har endnu ikke prøvet at mangle, men har prøvet at have lidt... Det har været en prøvende og lærerig periode, vi har gået igennem, men ikke noget vi vil bytte for noget. Det er så godt, at se løfterne stå fast og holde, selv om alt andet synes at tale imod...
I dag da jeg var på arbejde med de små børn, gik vi en tur. Vi havde skåret noget af en bananpalme, som vi kunne bruge til at lave små simple både af. Da vi kom hen til et sted på vejen, hvor en lille kanal løber under vejen, søsatte vi vores små fine bananbåde. Bådene sejlede så under vejen, mens børnene spænede hen til den anden side af vejen for at se bådene komme frem. De skreg højt af begejstring, hver gang de så en lille båd komme frem under vejen. Så stod de der stor smilende og kiggede på de små både, mens de sejlede væk fra os på vejen, ned mellem to grønne rismarker med kurs mod det store grønne bjerg, Doi Suthep, som vi kan se fra Agape. Det var et smukt øjeblik, som jeg desværre ikke har nogle billeder fra.

Vi vil gerne endnu engang sige tak til jer som beder for os, og til jer som hjælper os økonomisk. Tak! Til jer som beder, vær med til at bede om, at vi altid må gå på de veje som Gud har lagt til rette for os. Vær også med til at bede om, at vi altid holder vores blik på de børn, som Gud har sat os til at elske...

Guds rige velsignelse til jer alle fra os i Thailand!
Sarah & Henning Christensen

mandag, maj 11, 2009

Thailands forårsblomster
Vi har på det sidste modtaget en del mails fra forårs-Danmark, fulde af ny udsprungne træer og smukke forårs blomster. Det har været nogle dejlige mails, fulde af glæde og optimisme, men samtidig har de også vækket lidt hjemve, for det kunne nu være dejligt at komme hjem og opleve det skønne forår igen.
Det var sådanne tanker der fyldte mit hoved, da jeg en dag sad på min cykel på vej ud på Agape. Jeg gjorde så det sidste sving før endestationen og der, rundt om hjørnet faldt mine øjne på et stort træ. Det står der jo hver dag, så det er der ikke meget nyt ved, men denne dag så jeg, hvor smukt det træ er. Nu i denne varme tid, hvor alt andet er så tørt, er det nemlig fyldt med store smukke røde blomster. Jeg cyklede lidt videre og kom forbi endnu et træ, der bugnede med klaser af lilla blomster. Jeg smilede for mig selv, da jeg cyklede det sidste lille stykke ud til Agape. 
Det kan godt være, at vi i stedet for forår har en tør og varm årstid, men ikke alt er tørt og trist. Der er nemlig nogle træer, som altid blomstrer i denne tid og det med nogle utrolig flotte blomster, som jeg fra nu af altid vil huske som Thailands forårsblomster.  
Varmens velsignelser
Jeg tror nok, at vi må erkende os skyldige i, både på bloggen og andetsteds, at brokke os over varmen. Altimens I derhjemme i Danmark havde det så mørket og så koldt, så koldt og bare længtes efter lidt varmere vejr... Derfor har jeg besluttet at denne blog skal handle om varmens velsignelser! 
...og det er blandt andet dem her:  

Lynchee og ngå. To fantastik lækre frugter, som bare er to ud af en mangfoldighed af lækre frugter, som denne, næsten uudholdelige varme periode producerer. Lynchee (dem uden pigge) er sur-søde, friske og saftige, ngå (dem med pigge) er søde og dejligt saftige. Hvis I en dag skulle finde på at komme forbi og opleve varmen, kan I jo smage dem, de er rigtig gode! 


lørdag, maj 09, 2009

9 måneder
Traditionen tro bringer vi jo et billede af Jonas hver gang han bliver en måned ældre. Det gør vi så mænd også denne gang...
Nu er den lille rod jo blevet 9 måneder, og der fortsætter med at ske ting med ham hele tiden. Han bliver så hurtig stor. Han kravler stadig på livet løst og rejser sig op ved alt han kan komme i nærheden af. Der er nok at se til, når man skal følge med ham. Han er ganske interesseret i printere, ledninger, stikdåser samt storebrors legetøj...
12 års fødselsdag
I går og i dag har vi haft 5 piger fra Agape på besøg. Det var en af pigernes fødselsdag, og det var en fødselsdag hun virkelig har set frem til! Hun har seriøst planlagt den fødselsdag i over et halvt år. Hver eneste uge har hun snakket om, hvad vi skulle lave til hendes fødselsdag, så det var ganske gennem tænkt (forstil jer hvordan det bliver, når hun engang skal giftes...;o)).
Det var hyggeligt at have dem på besøg, og de elsker bare at være på besøg i et rigtig hjem hos en rigtig familie. Vi fik snakket og hygget os meget, og det er dejligt bare at kunne koncentrere sig om 5 af børnene i nogle timer frem for 75 på en gang...

fredag, maj 01, 2009

Koncentrationsposer
En ting, som vores små børn på Agape har rigtig godt af at øve sig i, er at sidde stille og koncentrere sig om en aktivitet mere end et minut af gangen. Derfor har jeg lavet en masse små poser hver med sin lille aktivitet inden i. 
Jeg havde poserne med ud på Agape for første gang den anden dag, og det gik storartet. Alle børnene sad på hver sin pude rundt omkring på gulvet og koncentrerede sig rigtig godt om hver deres lille aktivitet. Efterhånden som de blev færdige, byttede de med hinanden, så de kunne prøve de andre aktiviteter.  De havde det rigtig sjovt og så fik de samtidig øvet sig lidt i nogle forskellige færdigheder. Så de poser var helt sikkert alle forberedelserne værd. 


Brændende islagkage!
Ud over Sarah, er der to andre af vores venner her, der har fødselsdag i april. Joe, Amanda og Sarah plejer at slå sig sammen og holde en fælles fødselsdagsfest. I år blev de 101 år tilsammen, og det havde Jane (en anden af vores Agape venner) tænkt sig at fejre på behørig vis. Hun købte derfor en lækker islagkage og pyntede den med 101 lys. Det var et vældigt syn og til de flestes overraskelse, fandt vi ud af at selv en islagkage kan brænde! Jane havde nemlig, uden at vide det, købt genantændelige lys, så selvom alle tre fødselarer kæmpede bravt, kunne de ikke puste lysene ud. Faktisk var endte det med at vi blev nødt til at kvæle lysene med et viskestykke...
Ja, ja, nu kommer vi i hvert fald sent til at glemme den fødselsdagsfest!



Legekammerater
I noget tid har Elias ikke været alt for vild med at komme med ud på Agape. Han bliver altid omringet af børn i alle aldre, der gerne vil snakke med ham og lege med ham, og det har han syntes var for overvældende. Men den anden dag, da jeg var på vej ud på Agape bad han selv om lov til at komme med ud for at lege med børnene. 
Jeg er ikke sikker på, hvad det var der gjorde forskellen den dag; måske er det fordi han kan en del mere thai nu eller fordi han er blevet lidt ældre; men det gik rigtig godt og Elias og børnene havde en fantastisk tid sammen. Faktisk ville Elias slet ikke med, da det var tid til at tage hjem...! Så der går nok ikke længe før Elias igen kommer med ud på Agape for at lege med sine legekammerater der.