"Jeg heler deres sår og læger dem, jeg åbenbarer for dem en rigdom af fred og tryghed". Jer 33:6

"Jeg heler deres sår og læger dem, jeg åbenbarer for dem en rigdom af fred og tryghed". Jer 33:6

mandag, maj 26, 2008

Durian
Pludselig hørte jeg nogen kalde: 'Pår (far) Henning'. Jeg vendte mig om og så en af de store piger kalde mig hen til trappen op til 1 sal. Midtvejs oppe ad trappen fandt jeg så en nannie og 4 store piger, som skjulte sig der. De sad midt i den ultimative nydelse - altså hvis man er Thai. De var nemlig i fuld gang med at spise en Durian. Durian er en frugt og en af de ting, som man bare ikke kan forstå hvordan mennesker er begyndt at spise. Frugten har store skarpe pikke udenpå og lugter intet mindre end ækelt. Rådne æg gange 10!!! Smagen af det virkelige fede frugtkød er ikke værst, men minder måske egentlig mest om en mellemting mellem smøreost og løg (hvordan det så end smager...).
Men jeg skulle selvfølgelig lokkes til at smage den 'herlige' frugt, hvilket jeg jo var dum nok til at gøre... 5 min senere gik jeg derfra med en elendig smag i munden, og en ånde der kunne vælte alt og alle omkuld. Heldigvis bliver man jo klogere med tiden...;o)
Agape marked
En lørdag om måneden holder vi madmarked på Agape. Vi holder det i et af vores overdækkede fællesområder for alle ungerne på Agape. Børnene elsker det - både de store og de små. De store børn forbereder, under supervision af en nannie, forskellige madretter, som så 'sælges' ved små lave borde. Betalingen små kopierede 20 bath sedler, for at det skal være så autentisk som muligt.
I lørdags blev der bla andet solgt forårsruller, nudler, stegte ris, vanvittig stærk som-dam (papaja salat) - og den absolut mest populære - milkshakes! Lørdags madmarkedet er en sjov og anderledes måde for alle på Agape at spise sammen, det gør noget godt for fællesskabet.

lørdag, maj 24, 2008

Ung i arbejde
På Agape har vi i noget tid snakket om, at det ville være godt, hvis vores store børn kunne få sig et fritidsarbejde i weekenderne. De har brug for at lære ansvar, samt det er godt at prøve selv at skulle tjene lidt penge, så de kan finde ud af, at de voksne ikke bare går ud og plukker pengene på penge-træet i baghaven...
Men hvad gør man lige, når næsten ingen i Chiang Mai vil ansætte børn med HIV/AIDS (pga uvidenhed bliver der stadigvæk set meget ned på den gruppe her i Thailand)...? Jo, så gør man jo bare som Agapes direktør og starter en restaurant, hvor børnene kan arbejde med at servere og vaske op og lignende. Så i dag åbnede restauranten, som ligger i vores kvarter. Det er meningen, de store piger skal arbejde der i weekenderne.
I dag hvervede jeg så lige en af vores store drenge til at komme og hjælpe mig med at klippe græs. Han arbejde hårdt og tjente 100 Bath på en times arbejde - god løn for en 13 årig Thai dreng!

tirsdag, maj 20, 2008

Aftensmad?
I går opdagede vi, at vi har fået en ny beboer ude ved siden af vores vaskemaskine. Det er et stort firben, der på Thai hedder 'Dug-gæ'. Den er opkaldt efter den lyd, som den siger. Det er en meget høj lyd. Thaierne siger, at hvis man hører den sige 'Dug-gæ' syv gange i træk, så bringer det held.
Den er meget sky, og så snart den ser os, kravler den hurtigt væk. Nogle steder her i Thailand spiser de faktisk 'Dug-gæ'er'. Man skræller huden af, som er fyldt med ubehagelige modhager, og så griller man den ellers bare - man kan vist også friturestege den. Var det noget, så sig til, så skal jeg prøve at fange den til dig...

søndag, maj 18, 2008

Lightning McQueen
Faster Marianne sendt for noget tid siden en rød trøje til Elias med et stort billede af Lightning McQueen fra Disney filmen 'Cars'. Elias blev meget begejstret for trøjen, så vi tænkte det kunne være meget sjovt at vise ham filmen. Det gjorde vi så... Siden den dag har han ikke snakket om andet! Han er fuldstændig opslugt af den film. Når han leger med sine biler, leger han, at det er figurerne fra filmen, og næsten alt han snakker om er fra filmen. Han er vist blevet 'Cars'-fan. Det er meget sødt, at han er så interesseret i filmen og figurerne derfra...

torsdag, maj 15, 2008

Bye-Bye Junior
Inden de store børn afviklede deres tilbage-til-skole-show i dag, havde vi en lille dimissions fest for nogle af vores små børn. I morgen sender vi et nyt hold Agape børn afsted til den lokale skole, som ligger ca 5 minutters kørsel fra Agape. Børnene er meget begejstrede for at skulle i skole, og for at fejre dem holdt vi en lille fest for dem. Børnene optrådte med danse, og vi bad for dem og deres skolegang.
Vi har tre forskellige aldersgrupper, for vores børn der endnu ikke har nået skolealderen. Dek num (babyerne), Dek glang (mellem børnene) og Dek doo (store børn). I morgen er den store rykke-rundt-dag, da de ældste som sagt skal i skole, og de næste derfor rykker op. Det er hele vejen ned til babyerne, der skal rykkes op til en ny gruppe, så i morgen bliver en spændende og helt sikkert forvirrende dag...
Tilbage-til-skole Show
I morgen (fredag) skal børnene tilbage i skole igen. Ferien er slut, og sædvanen tro havde børnene lavet et show med dans og sang, som de viste for os volontører og nannier. Det var et meget, meget fint show i år - Agape børnene er meget gode til at optræde med danse, som de selv sætter sammen. I år var det lykkedes dem at få hele showet til at hænge sammen med små sketchs mellem dansene.
For ca 3 måneder siden havde Agape besøg af nogle børn fra et andet børnehjem i Thailand, som er meget gode til breakdance. De underviste vores børn over en weekend, og siden den dag har de dagligt breakdanset. De er blevet meget gode til det, og dagens show indeholdt indtil flere elementer af breakdance. Jeg kan ikke lade være med at blive stolt af de unger - de er så dygtige!

onsdag, maj 14, 2008

Nyt værelse - næsten da...
I går da jeg kom hjem fra Agape, havde Elias og Sarah været rigtig flittige. De havde rykket om på tingene inde på Elias' værelse, så det hele nu stod på en meget bedre måde. Siden vi flyttede Elias gamle seng ind på soveværelset, så den er klar til lillebror, har Elias' værelse været lidt kedeligt. Men det fik de lavet om på i går. De fik sat reolen, så den laver en lille hyggelig læsekrog. Elias elsker at læse bøger, så det er helt optimalt for ham at sidde i sin sækkestol inde i krogen og læse. Han har også fået lidt mere god løbe/lege vildt plads på værelset, hvilket også tiltrængt.

søndag, maj 11, 2008

11 års fødselsdag
I fredags havde en af pigerne på Agape fødselsdag. Hun blev 11 år. Hun havde fået lov til at sove hjemme hos os sammen med en veninde. Det var rigtig hyggeligt at have dem på besøg. Om morgenen spiste de pandekager, og Elias lærte pigene hvordan man tegner med tegneprogrammet på computeren.
Det er utroligt, hvor meget det betyder for børnene at få lov til at sove hos nogle andre på deres fødselsdag. Det er meget særligt for dem, og de nyder meget at være i et rigtigt hjem.

torsdag, maj 08, 2008

Lillebror, tom ud!
I dag har vi flyttet Elias' gamle seng ud fra hans værelse og ind på soveværelset, så lillebror kan sove i den. Elias var meget dygtig til at hjælpe med skruenøgle og støvklud. Han så det som sin store opgave at hjælpe far med at flytte sengen, så lillebror kan få en seng, nå han nu kommer. Elias er efterhånden ved at blive en smule utålmodig efter at møde lillebror. I dag løftede han op i Sarahs trøje og råbte: "Lillebror, tom ud!" De to skal nu nok få det godt sammen...
Herretur 2
I går var vi på herretur igen. Denne gang var vi ude ved en dæmning, som leder ca halvdelen af flodens vand ind af nogle kanaler, som bliver brugt til at vande rismarkerne omkring Chiang Mai.
Drengene havde tidligere været derude, og de fortalte mig begejstret om hvordan man kunne rutsche ned ad dæmningen, så det var ligesom det jeg forventede vi skulle derude. Men da vi kom frem, var det kun et par af drengene, der gik i gang med at rutsche, resten af dem kravlede rundt på de glatte sten og ledte efter små sølvfarvede fisk... De var meget ihærdige, og fangede vel ca 30 fisk med hænderne. Jeg prøvede også om jeg kunne fange nogle, men det skal man vist være thai for at kunne...
Da drengene var tilfredse med antallet af fisk, tilberedte to af de thai mænd der var med fiskene, så vi kunne spise dem med vores khao niau (klister ris). Tilberedningen bestod i at hælde chili, kryderurter og fiske sauce over fiskene, og så var de klar til at blive spist - rå med øjne, hale, indmad og ja, det hele... Det var ikke lige min yndlings ret, så jeg holdt mig til kylling og mango salat.
Efter fiskefangst og frokost skulle der leges i vandet. Drengen fjernede nogle af de sandsække, der spærrede for vandet, så der kom rigtig meget kraft på vandet. De havde det meget, meget sjovt. Vi løb/svømmede om kap over floden og tumlede i vandet - det var rigtig sjovt. For en gangs skyld dristede jeg mig til at bade i bar overkrop - uden solcreme - hvilket jeg så tydeligt mærker i dag. Min ryg er neon rød og mega øm! Jeg tror jeg beholder trøjen på næste gang.

lørdag, maj 03, 2008

Ny cykel
I dag fik Elias sin første cykel. Vi købte den brugt til ca 45 kr, så det var jo lige til at overkomme...
Cyklen er lidt stor til ham, men Elias hjalp far med at få sadlen helt ned, og så kunne han sagtens nå. Han er god til at cykle og kan køre ret hurtig, selv om han kun træder pedalerne halvvejs rundt. Han skal dog arbejde lidt mere på det med at styre cyklen. Han har det med at kigge ned på sine fødder, mens han kører, for nu at sikre at de gør arbejdet med pedalerne godt nok, hvilket resulterer i, at han nogen gange er meget tæt på at køre ind i alverdens ting...
Han er meget stolt og glad for sin nye cykel. Vi skal vaske den i morgen.

fredag, maj 02, 2008

Lille Farmer
Elias er i disse dage godt i gang med at dyrke karse ude foran vores hus. Han går vældigt op i det, og er meget god til vande de små frø. Vi forventer at kunne høste karsen engang i næste uge - så der står den på æggemadder med karse til alle der kommer forbi. I er hermed inviteret!

torsdag, maj 01, 2008

27 år
I går fejrede vi Sarahs fødselsdag. Vi havde begge fri, og vejeret var regnende og køligt, så for Sarah kunne det vist ikke blive bedre. Vi havde egentlig planlagt, at vi skulle på tur sammen, men pga vejret besluttede vi os for at blive hjemme.
Men det var nu også hyggeligt bare at være hjemme sammen. Vi spiste god morgenmad med boller og ost, og til aften lavede vi lækker laks - det smagte virkelig godt!
Elias og jeg havde købt nogle thai-lovsangs cd'er til Sarah, og så havde vi også været på Nat-bazaren og havde fået taget nogle virkelig søde billeder af Elias i thai-tøj. Hun blev meget glad for gaverne...