"Jeg heler deres sår og læger dem, jeg åbenbarer for dem en rigdom af fred og tryghed". Jer 33:6

"Jeg heler deres sår og læger dem, jeg åbenbarer for dem en rigdom af fred og tryghed". Jer 33:6

søndag, december 30, 2007

Nyhedsbrev

Julen med al dens travlhed og hygge er vel overstået, og tilbage er kun i morgen - årets sidste dag. Så er 2007 ovre, og vi må i gang med 2008. Et nyt år med nye glæder, udfordringer og velsignelser... 2007 har været et godt år! Vi har oplevet meget af Guds godhed og omsorg i vores liv og tjeneste, og ved at Hans trofasthed aldrig hører op, så vi kan med stor frimodighed og glæde gå et nyt år i møde.

Vi havde en meget hyggelig juleaften, som vi fejrede både hjemme og på Agape. Vi spiste flæskesteg, brunekartofler og rødkål til frokost den 24 og åbnede derefter gaver. Der var mange neeej'er og woow'er fra Elias' side, eftethånden som han fik gaverne åbnet. Vi var blevet velsignet med en del gaver hjemme fra, så det var meget dejligt.

Ved 6 tiden tog vi ud på Agape og fejrede jul med alle ungerne. Vi sov alle tre der ude, så vi kunne være med den 25 om morgenen, da alle børnene skulle åbne deres gaver. Festligt og sjovt var det! Det er altid sjovt at se hvordan alle børnene er fuldt optaget hele morgenen med at lege med deres nye legetøj...


Den 18. december havde vi som sædvanligt vores store julefest på Agape. Det må være en af årets mest festlige dage på Agape. Både børn og voksne optræder med dans og anden underholdning. Sjovt er det. Et af festen højdepunkter var da Avis (Agapes 60-årige!! direktør) blev firet ned fra loftet klædt ud som en engel til alles store overraskelse... Dette besøg fra 'oven' blev, i popularitet blandt børnene, kun overgået af besøget fra nord. Julemanden kom efter sædvane på besøg, og slik blev kastet ud og gaver delt ud til alles store begejstring.

2007 har bragt mange glæder og velsignelser, ændringer og udfordringer. Det har været et godt år! Vi er Gud meget taknemmelige for alt vi har i Ham, og vores daglige bøn er vi i 2008 må få lov at se og erfare mere og af Ham.










Vi vil gerne sig TAK til alle som har stået bag os og støttet os i vores tjeneste. Tak for forbøn, det har løftet os igennem nogle meget svære stunder, og tak til alle som har støttet os økonomisk. Vi er så taknemmelige og fuld af forundring over jeres kærlighed og omsorg. Tak for jeres lydighed mod Gud, venner!

En af årets største velsignelser er den bil, som vi deler med en af vores venner. Det er så dejligt, at vi nu kan komme rundt i byen med Elias på en forsvarlig måde. Tak til Gud for det!
Et par venner i Danmark velsignede os meget stort her hen mod slutningen af året. De gav os nok til at kunne betale vores husleje det næste år. Guds omsorg er så stor og virkelig. Ud over det, er vi blevet givet lidt hist og lidt her, og vi har intet manglet. Gud lovede os inden vi tog af sted, at Han ville sørge for os, og vi kan se, at Han i den grad har holdt sit løfte... Ære til Ham!

Besøget i Danmark i sommers var et meget dejligt afbræk fra vores travle hverdag hernede. Det var dejligt at se alle igen, og opleve hvordan Elias lærte sin familie bedre at kende. Alle havde en dejlig tid, og vi glæder os da også til besøget i Danmark næste sommer.

2007 bragte os også en meget stor sorg, da Sarah aborterede det barn, som hun var gravid med. Vi havde glædet os meget til at lære dette nye liv at kende, men sådan blev det ikke. Det var en svær tid i tiden efter, men Guds godhed og nåde, Hans store Fader-kærlighed, førte os igennem. Selv om vi ikke forstår hvorfor, så hviler vi i Guds hånd og ved at Han har styr over alle ting!

Vi er jo så småt igang med at ændre volontør programmet på Agape, så det kommer til at indbefatte de store børn også og ikke kunne de små. Dette er meget spændende at være med til. Indtil videre arbejder vi et par aftner om ugen med de store børn. De elsker det - og det gør vi også. Det er nogle dejlige samtaler vi kan have med børnene når vi har puttet dem og roen er ved at komme over dem. Pludselig er der ro for dem til at snakke, og ting kommer frem, som måske ikke ville være kommet frem, i løbet af dagen... Jeg ved dette gør en forskel i børnenes liv, at vi er der hos dem inden de skal i seng, og at der er nogen til at putte dem på en god og kærlig måde.

Hvad der kommer til at ske i 2008 med volontørprogramet for de store børn ved jeg ikke, men jeg ved Gud har nogle fantastiske ting i ærmet til disse børn. Han elsker dem så højt, og vil dem bare det aller bedste. Vi har forpligtet os til over for Ham, at være Hans redskaber til at elske, opdrage og beskytte disse børn - hvordan kan vi andet... Vær med til at bede om at vi altid må lykkes i vores tjeneste!

Elias vokser og udvikler sig med lynets hast. Det er ubegribeligt at han i februar allerede bliver 2 år! Han snakker meget - både dansk, thai og engelsk (ofte på samme tid!) - og i tiden øver han sig i at gå uden ble! Nogle af hans favoritaktiviteter er at lege i sin hule i haven (hans u-uhh, som han kalder den), køre på sin lille motorcykel og så han også en meget stor passion for bøger... Han er en daglig velsignelse i vores liv, og vi er hver dag dybt taknemmelige for ham. Til sidst er der vist ikke andet at sige end:

Rigtig glædelig jul og et velsignet nytår til alle!
Guds velsignelse fra

Sarah, Henning & Elias

onsdag, december 05, 2007

Nyhedsbrev December

Juletræer
Den 1. december havde vi fri sammen og vi brugte morgenen på at finde juletræet frem og pynte det. Vi pyntede også lidt op i huset.


I den kolde sæson i Thailand (november til februar) bliver det tidligere mørkt og er længere mørkt om morgenen, men dog ikke noget at regne med i forhold til Danmark Det er mørkt fra ca. kl. 6 om aftenen til 7 om morgenen. Desuden er nattetemperaturen nede omkring de 12-14 grader. Det lyder ikke rigtig af noget for en dansker, der sidder i vinter Danmark, men når man bor i et hus uden radiatorer og uden isolation og desuden er vant til meget højere temperaturer, kan det godt føles helt vinter agtigt. ...men alligevel ikke helt, så vi er nødt til at gøre en ekstra indsats med at pynte op og sådan for at komme i julestemning.

Ude på Agape er vi også i fuld gang med at pynte op til jul. Den anden dag var vores aldersgruppe (1 til 3-årige) på udflugt til blomstermarkedet for at købe et juletræ til deres rum. Vi har allerede lavet noget julepynt og resten af december, når vi laver klippe klistre aktiviteter, vil vi lave julepynt til vores juletræ.
Da vi havde købt juletræet og var på vej hen til bilen, kom vi forbi en dame, der solgte is. Jane, som havde taget os på tur, købte, til alle børnenes store fornøjelse, is til alle mand. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt for mig selv mens børnene sad og guffede. Kun i Thailand køber man juletræ i sorts og T-shirt og spiser is på vejen hjem…!













Besøg fra Danmark
I slutningen af november havde vi besøg af Sarahs forældre og yngste lillebror, Nicolaj, i to uger. Det var virkelig dejligt at være sammen med dem og at kunne vise dem vores hjem og hverdag her.
Vi var på mange udflugter sammen, så de kunne se noget af det smukke land vi bor i. Men vi var også hjemme og hyggede og lavede hverdagsting. Og så var vi selvfølgelig ude på Agape og lege med børnene.
Elias nød utrolig meget at have mormor og morfar og onkel her og bruge tid sammen med dem. Vi blev i det hele taget alle meget velsignede og berigede af deres besøg. ... Både på den ene og den anden måde. De havde tage en masse ting med til os fra Danmark, og mens de var her hjalp Svenne med at køre haven fin og lave en kant til Elias' sandkasse, mens Elise syede nye betræk til puderne i stuen og gardiner til hele huset. Ja, så det var slet ikke så dårligt med besøg hjemme fra!

Shifts med de store børn
Som tidligere nævnt er vi i gang med at arbejde med at udvide volontørprogrammet til også at omfatte de store børe på Agape. Som en begyndelse på det er vi begyndt at indføre shifts sammen med de store børn 4 gange om ugen. Vi har ikke nok volontører til at tage noget af deres tid sammen med de små børn og lave det til tid med de store i stedet. Vi har for tiden kun lige i underkanten af hvad vi har brug for, for at dække behovet for volontørerne hos de små.
Som volontør arbejder du 5 gange 5 timer om ugen, hvilket ikke er overvældende meget, så i stedet for at tage af de 25 timer med de små, tilbyder vi at bruge noget af sin fritid på shift sammen med de store børn. Enten kan man bruge sin ene fridag, eller også kan man fortsætte sammen med de store børn efter at have arbejdet sit eftermiddags shift sammen med de små børn.


Det er så småt ved at komme op at køre nu. De volontører, der har været på shift med de store, har indtil videre været meget begejstrede for det. Volontørprogrammet har tidligere været sådan skruet sammen, at man som korttidsvolontør bruger meget lidt tid sammen med de store, og derfor når volontørerne sjældent at lære de store bør ret godt at kende, og omvendt. Volontørerne har givet udtryk for, at det har været meget godt med en mulighed for at lære de store at kende også, og at de har nydt at bruge tid sammen med dem, og det er gengældt! Siden shift'ene med de store børn er trådt i kraft, komme de ældre børn ofte for at spørge, hvornår vi næste gang skal være sammen med dem.


Henning og jeg nyder også rigtig meget denne tid sammen med de store børn. Mange af de store børn er jo dem vi plejede at passe, da de var en del af de små, og mange af dem har vi allerede at meget godt forhold til. De kommer ofte hen når vi er sammen med de små børn, for at snakke og bare være lidt sammen med os, men vi kan aldrig være helt helhjertede og give dem al vores opmærksomhed, fordi vi har ansvaret for de små, og derfor er nødt til først og fremmest at holde øje med dem.

Vi tager som regel et par gange om ugen ud på Agape sammen med Elias om eftermiddagen, mens den anden arbejder eftermiddags shift med de små, for at bruge tid sammen med de store børn. Men der har vi altid Elias, som vi også skal holde øje med samtidig, så vi sætter begge stor pris på at have en fast tid hver uge, hvor vi kan være sammen med de store børn, og kun dem, så vi kan give dem vores fulde opmærksomhed, og ikke har andre vi skal holde øje med samtidig.

Efterhånden som vi bruger mere tid sammen med de store børn, begynder nogle af dem at åbne mere op og tale mere med os om, hvad de går og tænker på. Det er noget meget, meget positivt, for mange af vores børn er meget lukkede og taler ikke ret meget om deres tanker og følelser. Det er ofte lettest for dem bare at lukke af, for det er ikke altid lette ting de går med på grund af deres baggrund. Vi er meget taknemmelige for at kunne være en del af disse børns liv og være med til at hjælpe dem og tale med dem om de ting, de går og tumler med. ...ja, i det hele taget bare at være sammen med dem.

Glædelig december til jer alle!

SC