"Jeg heler deres sår og læger dem, jeg åbenbarer for dem en rigdom af fred og tryghed". Jer 33:6

"Jeg heler deres sår og læger dem, jeg åbenbarer for dem en rigdom af fred og tryghed". Jer 33:6

onsdag, januar 31, 2007

Nyhedsbrev d. 31 januar 2007


Det er vist ved at være en hel måned siden vi sidst har ladet høre fra os i form af nyhedsbrev eller blog, så det vil vi lige prøve at gøre noget ved. Det er ikke fordi der ikke har været noget at skrive om, nok nærmere tværtimod. Der er sket en masse ting her efter jul, og det er slet ikke til at forstå at vi allerede er en hel måned inde i det nye år...

Nu hvor vi efterhånden er ved at være faldet til, er vi begyndt at få lidt mere ansvar på Agape. Vi er begge begyndt som volontør supervisore. På Agape arbejder volontørerne i shifts, et morgen-shift fra 6-11 og et eftermiddags-shift fra 14-19. På hvert shift er der mellem to og fire volontører på arbejde og de arbejder sammen med primært fire nannier, der er knyttet til vores aldersgruppe. På hvert shift er der også en volontør supervisor. Supervisoren er en erfaren volontør, som har ansvaret for at alt forløber, som det skal i løbet af shiftet, så der altid er nogen at spørge, hvis der er noget man er i tvivl om mht. rutinerne eller børnene eller nannierne for den sags skyld. Rollen som mellemled mellem volontører og nannier er en meget vigtig supervisor opgave, for det er ikke kun sproget, der kan være en barrierre for samarbejdet. Den thailandske måde at gøre tingene på er ofte meget forskellig fra den vestlige, og der opstår let misforståelser og uenighed om, hvordan det burde gøres. Især når der kommer nye volontører skal der en del forklaringer og tilvænning til. Børnene er thailandske børn og når de vokser op bliver de boende i Thailand, selvfølgelig undtaget dem, der adopteres væk, og derfor forsøger vi også at opdrage dem som thai børn, selvom de har både vestlige og thailandske "forældre".

For eksempel er hovedet meget vigtigt for en thai, og derfor er det en stor fornærmelse og MEGET respektløst at slå eller skubbe nogen på hovedet. Selv mellem børn og forældre er det uhørt at et barn slår eller skubber til forældrenes hovede. Hvis derfor en af vores børn slår på en nannis hovede, vil hun reagere skarpt og sætte det strengt i rette (vel og mærke når det er stort nok til at forstå det, det gælder selvfølgelig ikke de helt små børn). Hvis en ny volontør overværede dette ville vedkomne højst sandsynligt mene at nannien overreagerede og være uforstående over for hvorfor barnet skulle sættes sådan i rette. Hvis barnet så senere gjorde det samme ved volontøren og volontøren slet ikke reagerede på det, så ville barnet blive forvirret over hvad, der er i orden at gøre og hvad der ikke er. Det er unaturligt for os vestlige at reagere kraftigt på at bliver skubbet eller slået på hovdedet af et barn, men vi kan godt lade dem vide at det ikke er i orden at gøre det, hverken på nannnier eller volontører, oplever samme linie fra alle de voksne. Sådan er der mange små og store ting, det er vigtigt at få forklaret og snakket om, så der ikke opstår misforståelser og uenighed og så vi kan opdrage og passe børnene i enighed, så børnene ved hvor de har de voksne.

Som i alle kulturer er der både gode og dårlige sider. Ting i den thailandske kultur, der er dårlige for børnene, vil vi selvfølgelig ikke være med til at forstærke og binge videre til dem. I stedet forsøger vi at tale med nannnierne og vise dem andre og bedere måder at gøre tingene på. For eksempel føler en thailandsk moder sig elsket og værdsat, hvis barnet græder og protesterer, når hun går fra dem, og er skuffet hvis barnet ikke reagerer sådan. Sådan har mange nannier det også med børnene, og den måde de er sammen med børnene på og ikke mindst den måde de går fra dem på, når de skal hjem fra shift eller ordne et eller andet, virker tit opfordrende til den slags opførsel hos barnet. Det gør børnene usikre og utrygge, når de aldrig ved hvor de har nannien og om hun går fra dem det næste øjeblik. Dette er noget, der er blevet talt om på Agape, så længe Agape har eksisteret og alligevel ser vi det stadig ofte - man kan ikke bare sådan ændre en kultur! Men vi forsøger at vise, at man sagtens kan have et godt forhold til et barn, selvom det ikke græder, når man går. Der er andre og bedre måder at vise sin kærlighed på. Ved vores forhold til børnene prøver vi at gøre det klart, at det er meget bedre for barnet at vide, hvor det har den voksne - dvs. at man fortæller at man kommer tilbage hvis man lige skal ordne noget, og siger farvel når man går, i stedet for bare at forsvinde.

Hver anden fredag er vi med til nanniernes møde, hvor vi taler om børnenes udvikling, om aktiviteter og om, hvordan vi håndterer børn, der har særlige problemer eller behov. Tidligere plejede der ikke at være volontører med til dette møde mellem de fire nannier, der er knyttet til vores gruppe børn og Jane, (en australsk kvinde der har boet i Thailand i over 20 år og som var med til at starte Agape) som bla. er hovedansvarlig for nannierne, børnenes udvikling og den pædagogiske linie. Men Henning og jeg har fået lov til at være med, og også andre supervisorer er begyndt at deltage i de møder. Vi har store forventlinger til at det vil være med til at gøre samarbejdet mellem nannier og volontører endnu bedre og fremme at vi i højere grad arbejder som en enhed. De ting, der bliver talt om på de møder, giver vi videre til de andre volontører på det månedlige møde for alle volontørerne. Hvis der er ting, det er vigtigt at alle ved om med det samme, har vi en stor tavle til informationer, som vi skriver på, så alle ved det, hvis vi ikke lige får det sagt i løbet af et shift. Kommunikationen går naturligvis også den anden vej, så hvis der er noget volontørerne bringer op, kan vi tage det med til nanniernes møde. Selvfølgelig forgår størstedelen af kommunikationen uden for disse møder. Vi taler sammen i hverdagen nannier og volontøere i mellem, deler erfaringer og finder ud af sammen, hvad vi synes er det bedste at gøre i en given situation. Men møderne er vigtige, for der for vi også talt om det, vi ikke lige fik snakket ordentligt om, fordi vi havde lidt for travlt den dag...

Sarah er også startet som volontør kordinator. De er tre kordinatore, der sammen står med ansvaret for volontørerne, arbejdsskemaet og antagelsen af nye volontører mm. Ko-orinatorne mødes en gang om ugen til et møde hvor de bla. taler om de ansøgninger der er kommet ind. Sarah har, som de andre kordinatore, en kontor dag om ugen, hvor de kan besvare emails fra ansøgere, lave arbejdsskema og lignende. Kontordagen betyder at Sarah har en dag mindre om ugen sammen med børnene, men hvis der en dag ikke er mere at lave på kontoret, kan hun gå ud og bruge den sidste tid sammen med børnene. Desuden giver kontordagen mulighed for at planlægge og forbrede aktiviter og lignende, der er lidt mere tidskrævende.


Hver tirsdag mødes alle volontørerne hjemme hos os for at lovsynge og bede sammen. Det er nogle rigtig gode aftener som vi alle nyder, og det har været med til at fremme fællesskabet mellem os volontører. På det gamle Agape boede alle volontørerne i det samme hus, men sådan er det ikke mere. Vi har flere langtidsvolontører og flere familier, og derfor bor vi nu mere spredt. Derfor er det rigtig godt at have et sted at mødes hver uge og stå sammen i bøn for Agape og bare bruge tid sammen.


En anden ting, der kræver en del af vores tid for tiden er vores thai-studier. Vi har en megt dygtig og tålmodig lærer, der kommer hver søndag og underviser os hver især i halvanden time. Vi lærer både at læse og skrive og udvider vores ordforråd, så vi bliver bedere til at tale også. Det er spændende og godt, og vi lærer en masse, men det er også hårdt arbejde, og vi bruger en del tid i løbet af ugen til at forberede os. Men det er helt klart det værd! Sproget er så utrolig vigtigt, både i samarbejdet med nannierne, men ikke mindst i samværet med børnene. Det er så frustrerende, når der er noget man gerne vil sige eller forklare, og man så bare ikke har ordforråd til det. Kommunikation med børnene, især i konflikt situationer er også noget vi som supervisore hjælper volontørerne med. Det er så vigtigt at børnene forstår, hvad der bliver sagt, hvad der forventes af dem og hvorfor vi handler som vi gør. Det er en hårfin balance at træde ind og hjælpe sprogligt i konflikten ude at overtage konfliken, så volontøren kan få lov til at færdiggøre den påbegyndte konflikt selv.

To gange hver uge tager vi på tur med børnene. Det er sjældent at udflugterne varer længere end et par timer, så børnene kan nå at komme hjem til deres middagslur, men i sidste uge tog vi på en lang tur med børnene. Vi tog afsted om morgene og kom først hjem sidst på eftermiddagen. Målet for vores udflugt var en landby langt oppe i bjergene, hvor de dyrker jordbær. I den landsby bor der en gammel mand, hvis barnebarn er blevet adopteret væk gennem Agape. Han havde lovet os at vi måtte komme og plukke jordbær på deres families marker. Det var en lang køretur, to en halv time hver vej, med mange bakker og nålesving. Men bortset fra en hel del køresyge børn, klarede alle turen rigtig godt. På vejen derhen stoppede vi i en nationalpark og havde piknik. Efter frokosten legede vi i en meget lavvandet flod. Det var meget hyggeligt og både børn og voksne nød det i fulde drag. Da vi ankom til landsbyen gik børnene på opdagelse. Det var en helt anden verden end den de er vant til i Chiangmai, og den var spændende at gå på opdagelse i. Her gik hønsene frit omkring og inde i en lille indhegning var den nogle af børnene der fik øje på en gris, og husene så også meget anderledes ud end byhusene i Changmai.
Der var nogle fra bedstefadernes familie der viste os vej til jordbærmarkerne. Der helt utroligt flot oppe i bejrgene i Thailand. Flere gange måtte vi bare stoppe op og nyde udsigten. Vi fik lov til at spise hvad vi plukkede, men det var ikke helt let at komme til de lækre røde bær, for mellem jordbær rækkerne var der små stier fulde af mudder og vand, nogle gange helt op over anklerne. Det er den del anderledes, end det vi kender til i Danmark, når vi tager ud for at plukke jordbær. Her plukker de bærene når de er halvt grønne, halvt røde, for ellers når de at gå til på turen fra landsbyen til Chiangmai hvor de fleste af deres jordbær sælges, så de helt røde bær var der ikke alt for mange af. Men det gjorde ikke så meget, vi fik nogle stykker hver og så plukkede de et kilo til os som vi kunne tage med hjem og spise sammen den næste dag. Godt trætte efter de mange nye indtryk og al den friske bjergluft, sov de fleste, både store og små på hjemvejen ned ad de snoede bjergveje.

SC